Bestyrelsesreferat: Økonomi og tidsplan for systemunderstøttelse, mulighed for samarbejde med FKG, Specifikation 6.0 m.m.

07.04.2016

Bestyrelsen har den 30. marts 2016 drøftet økonomi og tidsplan for ny systemunderstøttelse, godkendt at undersøge mulighederne for et samarbejde med FKG-projektet, godkendt en ny version af Specifikationen i betaversion samt godkendt nye formænd for Sekretariatsudvalget og Produktionsforum.

Beslutninger

Udbudsstrategi for ny systemunderstøttelse
Forud for godkendelse af udbudsmateriale for ny systemunderstøttelse ønsker bestyrelsen, at fællessekretariatet gennemgår de økonomiske konsekvenser ift. foreningens samlede budget. Budget og udbud behandles i bestyrelsen på et ekstra møde den 28. april 2016.

Mulighed for samarbejde mellem FKG og GeoDanmark
Projektet ”Fælleskommunalt geodatasamarbejde” (FKG) har som en del af Den fælleskommunale Digitaliseringsstrategi 2011-2015 haft til formål at standardisere kommunale geodata, som ikke allerede findes i fællesportaler, eks. Plansystem.dk, DMP, DAGI mv.
Som et led i at konsolidere projektets resultater og finde varige løsninger på dele af projektets emner har bestyrelsen godkendt, at muligheden for et samarbejde med GeoDanmark undersøges med henblik på bl.a. at opnå et varigt sted til at opbevare, tilgå og redigere data, der er standardiseret gennem FKG-datamodellen. Særligt overvejes den nye GeoDanmark-systemunderstøttelse som mulig dataplacering. Der skal afdækkes en række principielle spørgsmål, inden bestyrelsen igen tager emnet op.

Ny version af GeoDanmark Specifikation
På baggrund af en række ændringsforslag af betydning for systemunderstøttelsen, har Specifikationsforum arbejdet på en Specifikation beta-version 6 til vedtagelse forud for udbuddet for ny systemunderstøttelse. Bestyrelsen har godkendt, at denne skal indgå som grundlag for ny systemunderstøttelse og godkender implementeringstiltag.

Nye formænd for Sekretariatsudvalget og Produktionsforum
Bestyrelsen har godkendt at:
Jørgen Grum, SDFE, indtræder som ny formand for Sekretariatsudvalget
John Kamper, SDFE, indtræder som ny formand for Produktionsforum

Drøftelse
GeoDanmark som omfattet af Lov om offentlighed
Bestyrelsen vil på et kommende møde drøfte, hvorvidt den ønsker, at der udarbejdes en åbenhedspolitik for foreningen GeoDanmark

SDFE’s arbejde med data til SKATs ejendomsvurdering
I den kommende tid vil bestyrelsen drøfte hvordan SDFE’s arbejde med data til SKAT’s ejendomsvurdering kan styrke GeoDanmark-samarbejdet.

Evaluering af implementeringen af GeoDanmarks nye forretningsmodel
Bestyrelsen havde en kort drøftelse af evalueringen af implementeringen af GeoDanmarks ny forretningsmodel, som vil blive præsenteret på Repræsentantskabsmødet.