Fotoindsamlingen er i hus – nu gælder det ændringsudpegninger

22.05.2024

På trods af et usædvanligt regnfuldt, gråt forår og tekniske problemer hos flere producenter er vi nu i mål med årets fotoflyvning.

I starten af maj, da fotoflyvningen 2024 skulle være færdig, havde producenterne kun haft mulighed for at flyve meget få af områderne over Danmark. Produktionsforum arbejdede på flere forskellige scenarier, og besluttede at forlænge fotosæsonen med to uger. Det betalte sig i sidste ende, da indsamlingen nu er endeligt i hus.

Nu lyder det officielle startskud på produktionen 2024, og både SDFI og kommunerne kan komme i gang med arbejdet. Her skal Region Hovedstaden totalajourføres. De øvrige regioner skal ajourføres hvor der er udpeget ændringer som skal opdateres i GeoDanmark grunddata – vektor.

Den sene afslutning af fotoflyvningen betyder naturligvis at quick-ortofotos også stilles til rådighed senere. Det forsinker opstarten af ajourføringen af GeoDanmark vektor. I SDFI gør vi alt for at forsinkelsen bliver så lille som mulig og regner med at I – i kommunerne – også vil hjælpe til. Det gør I ved at klargøre og klarmelde jeres kommunes udpegninger så tidligt som muligt, efter quick-ortofotos er tilgængelige for jeres kommune.

 Læs videre om status på GeoDanmarks produktion på hjemmesiden