Mens vandet truer, arbejder vi for fælles vand- og klimatilpasningsdata

24.01.2024

Rekordhøj nedbør i 2023 og et grundvandsspejl, der når nye højder, skaber problemer for kommuner, boligejere og private. I en ny video forklarer vi, hvordan fælles data om vandløb og terrænforhold kan være en del af løsningen. Hvis du ikke har gjort det endnu, kan du stadig nå at deltage i det sidste læringsforløb om kvalitetsløft af det hydrologiske tilpasningslag og derigennem gøre en indsats for et bedre datagrundlag til planlægning af klimatilpasning.

Ifølge DMI fik vi i året 2023 28% mere nedbør end normalt sammenlignet med perioden 1991-2020. De 28% gjorde en stor forskel for vores hverdag i Danmark. Det betød trafikale problemer på vejene, forsinket transport i det offentlige og en utryg hverdag for de borgere, der ligger i første række, når vi snakker oversvømmelser. Er din kommune klar til 2024?

Se her, hvordan kommuner og SDFI, i regi af GeoDanmark, samarbejder om at skabe bedre fælles data om vandløb og terrænforhold:

Sidste læringsforløb om tilpasningslaget
Projektet om det hydrologiske tilpasningslag tilbyder igen i 2024 et forløb, hvor du som kommunal medarbejder kan få hjælp og vejledning i at gennemgå det hydrologiske tilpasningslag, herunder hjælp til brugen af de hjælpeværkstøjer og støttedata, som projektet har udviklet og stiller til rådighed for kommunerne. Opstartsmødet for læringsforløbet afholdes 5. februar.

Da vi anbefaler, at tilpasningslaget gennemgås i samarbejde mellem GIS- og vandløbsmedarbejdere, kan du med fordel tippe en kollega om læringsforløbet.

Læs mere og tilmeld dig her: Opstartsmøde for læringsforløb om tilpasningslaget 2024 – geodanmark