Nyt fra Specifikationsforum

02.03.2020

På møde 18. februar 2020 behandlede Specifikationsforum en lang række punkter, og de primære punkter på dagsordenen var:

  • Ulemperne ved at meget få regler gælder for ”Foreløbig geometri”
  • Datafordeleren – Udfordringer med at være dynamisk omkring ændringer til GeoDanmark Specifikationen
  • Ændringsønsker fra Produktionsforum
  • Rekreativt Områdes relation til andre objekter

På baggrund af GeoDanmark data skaber SDFE en lang række Geografisk Variable til brug for ejendomsvurderingen. I den forbindelse har SDFE konstateret en del udfordringer ved, at der gælder meget få regler for objekter med geometristatus = foreløbig. Specifikt giver dette problemer, når objekt med Geometristatus = Foreløbig indmeldes Status =Anlagt.

Eksempelvis opleves, at objekter ikke er snappet korrekt sammen, samt at der er registreret flere objekter med stort set samme forløb eller afgrænsning.

Konklusionen blev, at der ikke er fejl i Specifikationen, men at der er behov for at få udarbejdet vejledninger til opdatering af data i GeoDK samt beskrivelse af fordele og ulemper ved at oprette objekter med Geometristatus = Foreløbig frem for at lave en ændringsudpegning.

Siden det blev klart, at GeoDanmarks data skulle udstilles på Datafordeleren, har Specifikationsforum haft et ønske om at få skabt et overblik over det nødvendig flow af opgaver, der skal gennemløbes for at få implementeret en ny GeoDanmark Specifikation på Datafordeleren, samt ikke mindst det forventede tidsforbrug og de anslåede udgifter til dette arbejde.

Desværre er det endnu ikke lykkedes at fået belyst disse spørgsmål, hvilket betyder, at det  for nuværende ikke er muligt at implementere ændringer i GeoDanmark Specifikationen, hvis disse ændringer afstedkommer en ændring i datamodellen.

Det er nu besluttet, at Systemforum fremadrettet er GeoDanmarks primære kontakt til Datafordeleren. Derfor er det aftalt med formanden for Systemforum, at han tager kontakt til Datafordeleren i endnu et forsøg på at få svar på de forskellige problemstillinger.

På opfordring af Specifikationsforum havde Produktionsforum fremsendt en lang række af ønsker til ændringer i GeoDK’s regelmotor.

Efter gennemgang af ændringsønskerne blev konklusionen følgende:

  • Fire ændringsønsker er allerede blevet implementeret i GeoDK siden listen blev fremsendt
  • Størstedelen af ændringsønskerne må betragtes som fejl i regelmotoren, og vil blive sendt videre til Systemforum
  • Et enkelt ønske kan efter al sandsynlighed ikke understøttes rent teknisk
  • Et enkelt ønske understøttes med en mindre rettelse i Specifikations Bilag N
  • En gruppe af regler omkring objekters fællesforløb med Områdepolygon ønsker Specifikationsforum ikke at ændre.

For at få større fleksibilitet i anvendelse af objekttypen Rekreativt Område, blev det besluttet at flyttet objekt til Fladeobjektgruppe 6: Topografiske forhold.

Dette betyder, at objekttypen Rekreativ Område efter ændrings implementering i GeoDK ikke længere har en relationsafhængighed til objekttyperne i Fladeobjektgruppe 3 Områder med daglig intens menneskeskabt aktivitet (Bykerne, LavBebyggelse, HøjBebyggelse, Erhverv, TekniskAreal)

Næste møde i Specifikationsforum er planlagt til tirsdag 31. marts 2020.