Nyt fra Specifikationsforum

08.02.2022

Specifikationsforum har holdt møde 31. januar 2022.

Specifikationsforums nye medlem, Lars Ellebjerg fra Hvidovre Kommune, deltog i sit første møde. Specifikationsforum byder Lars velkommen, og glæder sig til samarbejdet.

Specifikationsforum er startet på arbejdet med en brugertilpasset udgave af specifikationen, kaldet databeskrivelse, som retter sig mod anvenderne af data, i modsætning til specifikationen, som hovedsageligt er rettet mod produktionen og ajourføringen.

Vi er i gang med at tilrette livscyklusregler, så der skabes overensstemmelse mellem specifikation og GeoDK reglerne. I forbindelse med behandling af enkelte uoverensstemmelser i livscyklusregler, havde Specifikationsforum en drøftelse af udfordringerne ved anvendernes forskellige ønsker til stabiliteten af ID_LokalID i forbindelse med ajourføring. I nogle tilfælde ønskes ID_LokalID fastholdt, selvom der sker større ændringer på et objekt, da anvenderne mener, at selv med udvidelse eller formindskelse af objektet, er der stadig tale om det samme fysiske objekt i terrænet, og derfor bør ID_LokalID holdes stabil som nøgle til mulig kobling af data. I andre tilfælde er der ønske om, at der i forbindelse med ajourføring nemt kan identificeres ændrede objekter. I disse tilfælde vil anvenderne gerne have ændret ID_LokalID selv ved mindre geometriske ændringer på objekterne.

Disse modstridende ønsker gør det svært at opretholde generelle regler for stabiliteten af ID_LokalID, og samtidig tilgodese alle anvendernes behov.

Specifikationsforum vil derfor lægge op til, at det i samarbejde med de øvrige fora belyses, hvorvidt ID_LokalID fortsat skal være en stabil nøgle på GeoDanmarks data, eller om vi i længden ikke kan understøtte dette behov. På baggrund af input fra alle fora ønsker Specifikationsforum efterfølgende at indstille til bestyrelsen, at der én gang for alle fastlægges et generelt ambitionsniveau for stabiliteten af ID_LokalID, så det fremadrettet er muligt at beskrive hvilken forventninger anvenderne kan have til ID_LokalID som mulig nøgle.

Det fulde referat kan ses her.